|
I dag er Higaonna Sensei gradueret 10. dan og er international chefinstruktør for IOGKF. Higaonna Sensei bruger det meste af sin tid, på at rejse verden rundt og afholde Gasshukuer. Når han ikke besøger alverdens lande opholder han sig det meste af tiden på Okinawa, for at virkeliggøre hans drøm om at opbygge en international Honbu Doju i Naha. Higaonna Sensei's kone og søn bor i Californien i USA, så Sensei bruger næsten mere tid i luften end på jorden. Du kan læse mere om karatens andre store personligheder i Okinawa Goju-Ryu i afsnittet om Karatens historie!
Ydmyghed
af Morio Higaonna Sensei, 10. dan
Oversat af Sensei Henrik Larsen, 7. dan
Higaonna Sensei har skrevet denne artikel i håb om, at man som karateudøver vil være bevidst om vigtigheden af, at uanset hvilket niveau man befinder sig på, så skal man forblive ydmyg over for ens nærmeste og dem, der har hjulpet og haft indflydelse på ens nuværende position.
Grundlæggeren af Goju-Ryu karate, Chojun Miyagi Sensei (1888-1953) var på mange områder en fremsynet mand. Et af de områder han brugte meget tid på, var at udvikle karateudøverne til hele mennesker, hvor krop og sjæl var i harmoni. Miyagi Sensei sagde altid til sine elever: "Mennesker, der træner karate, opbygger gennem den daglige træning deres udholdenhed, fysiske styrke og tekniske kundskaber." Lidt efter lidt bliver den mentale styrke stærkere og stærkere. Efterhånden som hans elever opbyggede disse færdigheder og egenskaber, fortalte han dem om vigtigheden af ydmyghed. Han sagde til dem: "JU no chikara dekitata, nisaginasai". Med dette mente han: At når ens styrke og tekniske kundskaber efterhånden voksede til niveau 10, vil ens selvsikkerhed vokse tilsvarende. Dermed behøver man kun at fremvise/"prale" med sine evner til niveau 5.
Du er ikke alene
Chojun Miyagi Sensei påpegede, at når man udvikler sine karatefærdigheder, skal ens ydmyghed udvikles tilsvarende. Med denne følelse af ydmyghed og beskedenhed, skal man prøve at gøre ens træning endnu mere intens. Man skal konstant udfordre sig selv. Man skal prøve at træne lidt hårdere eller lidt længere tid, selv når man er træt og har mest lyst til at give op. Desuden må man aldrig glemme at påskønne sin instruktør og sin familie for al den kærlighed og støtte, de har givet, så man kunnet følge sine mål. Nogle karateudøvere - når de føler, de har nået et højt teknisk niveau og har succes i dojo'en - udvise en attitude, der udstråler, at deres succes er blevet til alene på baggrund af dem selv og ingen andre. De vil dermed udvikle et ego ude af kontrol. De vil måske sige "Tak" til deres instruktør eller andre, men i deres hjerte vil de stadigvæk føle, at alt det de har opnået, er deres egen fortjeneste - uden hjælp fra andre. Dette er langt fra sandhed. Og ingen karateudøver bør glemme eller miste forståelsen for, at uanset hvor succesfulde de bliver, så er deres succes et resultat af en gruppepræstation, som, er udført af alle de mennesker, der har hjulpet dem på vej mod deres nuværende niveau.
Mere end teknik
For mit eget vedkommende er jeg yderst taknemmelig overfor Miyagi An'ichi Sensei. For hans undervisning, hans visdom og vejledning. En skat, der ikke kan købes for alverdens penge. Han har lært mig mere end teknik. Og den viden viden, han har videregivet til mig, har gjort, at jeg af hele mit hjerte tror på, at den kraft og det udbytte, man kan få af karate, er så almægtig, at jeg er forpligtet til at videregive den. Udbyttet af karate stopper ikke med indlæringen af teknikker. Teknikkerne er "blot" værdifulde værktøjer, som kan hjælpe os til at blive bedre mennesker.
For at kunne opnå dette høje mål må karateudøveren træne med åbent sind og hjerte. Aldrig med det formål at opnå magt og kontrol. Man skal bruge karaten til at udvikle sin mentale styrke, men aldrig bruge den til at udvikle sin egen selvoptagenhed.
Jeg elsker karate, da jeg var 20 år elskede jeg at træne kata. Og nu da jeg er i slutningen af 50'erne, er min passion for kata blevet endnu større. Jeg elsker at undervise. Når jeg ser eleverne træne hårdt og presse sig selv til deres yderste grænser, bliver jeg inspireret af deres indsats, og det får mig selv til at prøve endnu hårdere og prøve at blive endnu bedre.
Nogen gange sker det, at elever udvikler et kæmpe ego i stedet for ydmyghed, og jeg føler, at jeg må gøre alt for, at få denne elev tilbage på den rette vej. Dette inspirerer mig endnu mere, og jeg tager gerne denne udfordring op og prøver, sammen med mine mest engagerede elever, at hjælpe dem til at forstå vigtigheden af deres træning og lære dem at fokusere på de sande værdier i karate.
Målet må være - gennem karate - at skabe balance mellem krop og sind. Hver dag husker jeg Miyagi An'ichi Senseis ord: "Pres dig selv hårdere og hårdere med det ultimative mål at opnå ydmyghed." |
